Punktum for endnu et flot Hjørring Dyrskue
19-06-2022
Omkring 24.000 besøgende brugte deres fredag og lørdag på dyrskuepladsen i Hjørring til Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv. Her kunne de opleve knap 600 dyr, et hav af maskiner og aktiviteter.
Der var masser af liv og aktiviteter på dyrskuepladsen til LandboNords dyrskue i Hjørring. Efter to coronaaflyste dyrskuer i 2020 og 2021, blev alle sejl sat til.
- Efter hvert dyrskue er det noget helt særligt – i år vil jeg tillade mig at sige, at det lige får en pil opad. Vi har alle savnet at kunne mødes i de rammer, som gør Hjørring Dyrskue unik. På den ene side at kunne vise flotte dyr, imponerende maskiner og fødevarer i verdensklasse og på den anden side at styrke båndene mellem land og by, men også mellem os, der til daglig bor på landet. Det har været fantastisk at opleve igen, siger formand for dyrskuet Lars Mellemkjær.
Jubilæum blev markeret
Både fredag og lørdag bød på et omfattende program med bedømmelser, opvisninger og aktiviteter for hele familien. På grund af de tidligere års aflysninger blev skuets 175 års jubilæum først endelig fejret i år.
- Selvom det blev med to års forsinkelse, så er det vigtigt at markere. Tradition og nytænkning er nogle af nøgleordene der skal sikre, at der også er dyrskue i Hjørring mange år ud i fremtiden. I det øjeblik vi har fået ryddet pladsen for dyr og maskiner, er vi så småt ved at planlægge næste års program. Med den opbakning vi oplever hver år, så er det ikke svært at finde motivationen, siger Lars Mellemkjær.