Hjørring Dyrskue inviterer til Før Dyrskue Dag

Hjørring Dyrskue inviterer til Før Dyrskue Dag

29-03-2022

Nu har alle interesserede børn og unge en enestående mulighed for at øve sig lidt i at klargøre og præsentere malkekvæg til det gratis arrangement ”Før Dyrskue Dag” i Bindslev.

Selvom der stadig er et par måneder til dette års længe ventede dyrskue i Hjørring, så er der fuld gang i forberedelserne til skuet. På lørdag den 9. april får alle interesserede børn og unge mulighed for at komme til ”Før Dyrskue Dag”, hvor de blandt andet kan lære lidt om hvordan malkekvæg klargøres til dyrskue og hvordan de kan præsenteres, så de tager sig bedst muligt ud.

Det er en fornøjelse at se, hvordan der bliver kælet for detaljerne, når dyrene skal bedømmes på dagen. Mange af udstillerne har brugt flere dage på at gøre dyrene klar, og på dyrskuet er der mulighed for at blive præmieret for det flotte arbejde. På ”Før Dyrskue Dagen” får deltagerne dyrskuetips og en underholdende eftermiddag med nogle af skuets mere erfarne udstillere, siger dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen.

Arrangementet foregår hos Lene Basballe og Palle Jensen, Trynbakkevej 12, 9881 Bindslev, og det vil også være Lene og Palles malkekvæg, som man kan øve sig med. Til arrangementet vil der være pølser og sodavand. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding gennem LandboNord til Helle Kjærsgaard på mail hkj@landbonord.dk eller telefon 9624 2534.

Resultatet af anstrengelserne kan opleves den 17. og 18. juni til Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv.